Nyt bureau bag Telmores største kampagne i årevis

Peter Engholm
25@mail.dk

Sammen med et overraskende bureauvalg vil Telmore tilbage som normbryder med et abonnement, der samler 12 kendte indholdstjenester inden for tv, film, nyheder og underholdning.

Alt er nyt hos Telmore: Direktøren, bureauet, kampagnen, visuel identitet … og en ny type mobilabonnement, der giver danskerne fri adgang til en lang række underholdnings- og nyhedstjenester. Det skal markeres – og det bliver det: med den største kampagne i årevis. Og med hjælp fra et bureau, der godt kan forekomme overraskende.

Direktøren for Telmore, Rasmus Busk – der tiltrådte nær årsskiftet, siger om det nye tiltag:

”Telmore ser et nyt marked og en ny produktkategori – mobile content – hvor det handler om at give enkel og overskuelig adgang til værdifuldt og attraktivt indhold. Fremtidens mobilmarked handler om, hvem der kan tilbyde sine kunder det bedste indhold. Med Telmore Play som markedets første indholdsabonnement, er vi fast besluttet på at sætte standarden for fremtidens mobilmarked.”

De 12 indholdstjenester i Telmore Play er HBO Nordic, C More Play, TV 2 Play, Mofibo, Ekstra Bladet, Politiken, Telmore Musik, Min Bio samt 4 magasiner fra Egmont: Euroman, Eurowoman, Gastro og Rum – dertil kommer fri tale, fri sms og mms samt 5 GB data.

Hos Telmore-ejeren TDC siger den øverste marketingansvarlige, Camilla Ramby:

”Telmore var i sin tid normbryder ved bl.a. at kunne tanke taletid online. Det er selskabets fundament, og det vil vi gerne tilbage til. Telmore har været leverpostej i et stykke tid, men det vil vi ændre på nu.”

Markedsføringen af det nye produkt sker med et nyt bureau, Vice, er ikke så kendt som Telmores hidtidige bureau, Zupa Recommended, der blev valgt efter en bureaukonkurrence i begyndelsen af sidste år. 

“Vi har scoutet markedet og valgte Vice, fordi de er så stærke på indhold, på det digitale og sociale. De har internationale rødder – som de vel at mærke gør brug af. “Vi er globale,” hører man tit bureauer sige, men de taler ikke engang med deres svenske kolleger. Vice har fået noget af animationen udviklet i New York,” siger Camilla Ramby.

Vice står også bag Telmores nye sort-hvide visuelle identitet.

Det nye produkt giver også en ny udfordring, kommunikativt:

“Der har – både i fokusgrupper og internt – været en for-godt-til-at-være-sandt følelse i forbindelse med Telmore Play. Er det alle serier i HBO, alle film i C More? Derfor er der også et stort forklarende element i den nye kampagne, der er den største fra Telmore i årevis,” siger Camilla Ramby.

Hun tilføjer:

“Telmore og Telmore Play er især rettet mod en yngre målgruppe – unge i perioden fra de er flyttet hjemmefra til de stifter familie – og derfor ser du f.eks. ingen print i kampagnen. Vi har tre forskellige typer film – en til tv, en til bio – bestående af klip fra spillefilm - og en mere forklarende til websitet.”

Filmene kan ses her, men TDC og Telmore understreger – over for de nysgerrige – at der først åbnes for Telmore Play tirsdag den 17. juni.