Når det hele endnu er nyt og åbent, så er det i første omgang lettest at fortælle, hvad SheSays Nordic ikke er: Ingen lukket champagneklub, ingen titelfiksering, ikke kun for kvinder – og i øvrigt endnu ikke så nordisk, at det gør noget.
SheSays Nordic er et åbent netværk målrettet folk i brancher med kreativitet og kommunikation.
Visionen er at sætte feminine værdier på dagsordenen og udfordre tankesæt i brancherne, og til dét formål – og for at sparke netværket i gang – mødtes 35 kvinder inden for bl.a. reklame, journalistik, design og kommunikation i sidste uge i lokalerne hos UncleGrey i København.
SheSays et globalt netværk, der begyndte i New York og i dag har satellitter over hele verden fra San Francisco til Sidney. Netværket ønsker at hjælpe kvinder på vej til toppen i kreative brancher gennem mentorship-ordninger, events og workshops, og er nu således også at finde i København.
”Det globale netværk SheSays er oprindeligt målrettet kvinder. Vi ønsker at sætte netværket ind i en skandinavisk kontekst – det her netværk er f.eks. ikke kun målrettet kvinder, det er målrettet alle. Vi sætter fokus på feminine værdier i alt fra ledelse, markedsføring, kommunikation til produktudvikling”, siger Maja Nyvang.
SheSays Nordic er grundlagt af Maja Nyvang, Katrine Jo Madsen, Signe Bjørg og Sine Cecilie Laub, der har baggrund i hhv. journalistik, reklame, netværk og kommunikation.
Katrine Jo Madsen, kreativ hos UncleGrey, siger:
”Det er godt at udfordre status quo, og blandt bureauer gælder det især den kreative side. Der er kommet flere kvinder blandt bureaudirektørerne, men tag reklamejuryen ved CCA; sidste år bestod den af 3 kvinder og 41 mænd. Det er naturligvis ikke en kritik af hverken Creative Circle eller udvælgelsesprocessen – jeg tror, det stikker dybere og kræver en større ændring af tankesættet end blot en kvoteordning. Men det kan være afsæt til at spørge, hvad både reklamebranchen, vores kunder og kunders kunder går glip af?”
Næste arrangement hos SheSays Nordic bliver afholdt onsdag den 30. april kl. 17.30 i København under temaet ”Stemmen bag”.
Det nordiske netværk kan følges på Facebook, og det globale kan ses her.