Det vakte betydelig opmærksomhed, da Omnicom og Publicis sidste år meddelte, at de vil fusionere og derfor skabe verdens største reklamegruppe.
Uagtet at topcheferne, John Wrennog Maurice Levy har givet udtryk for at være meget dedikerede til at gennemføre fusionen, så har de dog nu måttet trække stikke. I aftes meddelte de ifølge AdAge, at fusionen er droppet. Beslutningen er sket i enighed og derfor udløser det ikke nogen transaktions-omkostninger. Havde den ene sagt farvel havde det kostet 500 mio. USD.
Begrundelsen er, at det har taget for lang tid og vanskeligheder gør det svært at se fusionen gennemført inden for en rimelig tid. Partnerne er bl.a. røget ind i regulatoriske og skattemæssige problemer. Men der rapporteres også om interne stridigheder om placeringen af topposter, og det forhold har trukket en vis overraskelse blandt analytikere, ifølge AdAge.
Fusionen er heller ikke blevet modtaget overvældende positivt af Wall Street. Trods flere pressemøder havde aktiehandlerne svært ved at få øje på ideen. Kursen på konkurrenterne, WPP og Interpublic, er da også steget siden fusionen blev annonceret.
En af begrundelserne for fusionen har dog været, at Publicis er længere teknologisk end Omnicom – som ellers er større – og specielt inden for mediabureauforretningerne er der brug for teknologisk ekspertise og store investeringer.
Kilde: AdAge