Man må håbe for People Group, at TDC er en attraktiv bureaukunde, når bureauet nu har valgt at droppe Sonofon til fordel for TDC.
I hvert fald er der noget, der tyder på, at Sonofon er parat til at øge markedsføringstrykket i år.
Topchefen Henrik Clausen siger i dag til Børsen:
“Vi sætter en krigskasse af til at sænke priser og markedsføre selskabet i 2009”.
Udtalelsen falder i en artikel, hvor der fortælles om regnskabsresultatet for 2008 (en omsætning på 7,6 mia. kr. og et såkaldt ebitda på 23,5 pct. af salget), og at selskabet trods finanskrise venter vækst.
TDC’s topchef, Henrik Poulsen, deler ifølge avisen foreløbig ikke optimismen.
I relation til markedsføring er der det særligt interessante ved Sonofon, at selskabet lige her og nu mangler et reklamebureau efter at være blevet droppet af People Group, og at man står foran et navneskifte til Telenor, der er det norske moderselskab.
Bureausamarbejdet er der ikke noget nyt om fra selskabet. Rygter i branchen kan dog tyde på, at der er en konkurrence på vej. Og at det kommer til at gå stærkt – hvilket jo også er nødvendigt, hvis man skal have en navneskifte-kampagne klar til sommer.
Netop navneskiftet bekymrer brandeksperter.
“Navnet Sonofon bor i hovedet på os alle som synonym med mobiltelefoni, så man må håbe, at Telenor har foretaget undersøgelser, der viser, at det er en god ide at fjerne navnet”, siger Claus Buhl til Børsen og konstaterer, at Telenor-navnet ikke er nogen fest.
Per Ø. Jacobsen, lektor på CBS, vurderer, at Sonofon-navnet alene er et trecifret millionbeløb værd for selskabet bag.
Henrik Clausen konstaterer, at navneskiftet er oplagt og nødvendigt for den fremtidige forretning.
Markedsdirektør Peter Berg har tidligere over for Bureaubiz afvist bekymringer over for at skifte navn.
“Det er en akademisk diskussion. Historikken i televerdenen er ganske klar. Man kan sagtens fjerne et stærkt brand. Det har faktisk slet ikke så stor betydning. Kunderne bliver umiddelbart hængende, og det virkelig vigtige bliver at fortælle dem, hvilke fordele, navneskiftet giver dem. Det er meget let på erhvervsmarkedet og lidt mere kompliceret på det øvrige marked, men det er og bliver indholdet, der er vigtigt. Resten er groft sagt farvelade, og det er faktisk beskæmmende, hvor få teleselskaber i Europa, der med succes har stukket næsen frem”, sagde Peter Berg i maj.