Partner forlader Mensch

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Han har været med fra start – men har nu sagt op. For at afsøge nye muligheder i en branche under forvandling.

Lars Hancke har været med som partner hos Mensch lige fra begyndelsen i 2009, hvor Propaganda McCann gik i opløsning og blev til McCann og Mensch.

Nu er det slut. Han har sagt op og er stoppet med det samme – og uden at vide præcist hvad der skal ske fremover. Men heri ligger netop en af forklaringerne.

“Vi er i en branche, som er præget af brancheglidning og store forandringer. Det rummer nogle udfordringer – men det rummer også muligheder. og det er dem jeg gerne vil udfordre mig selv til at afsøge,” siger Lars Hancke og tilføjer:

“Jeg synes et af branchens problemer er, at den forsøger at blive for procesorienteret i stedet for at holde fokus på den værdi, som det kreative DNA kan skabe – og som branchen fortsat er den bedste til. Jeg kan godt se udfordringerne i forhold til den klassiske forretningsmodel, og jeg vil ikke påstå, at jeg sidder med en løsning. Men jeg mener, det er en verden, der også rummer mange muligheder, og dem vil jeg gerne søge mere ind i i en ramme, hvor jeg står frit.”

Han lægger dog ikke skjul på, at det også er med betydeligt vemod.

“Jeg har haft det virkelig godt på Mensch, og jeg kommer virkelig til at savne kollegaerne. Men jeg er ikke i tvivl om beslutningen,” siger Lars Hancke.

Også Henrik Tvilling har valgt at forlade Mensch. Han flytter til Bornholm men vil fortsætte med at løse opgaver på free-lancebasis.