Salgsmand skal styre Carlsberg Danmarks markedsføring

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Marketing er rykket ned i hierarkiet hos Carlsberg Danmark. Men sådan ser adm. dir. Jesper Jørgensen ikke på det. Formålet med den nye organisation er at rive siloerne ned og optimere udbyttet af marketinginvesteringerne.

HD i udenrigshandel. Det er den uddannelsesmæssige baggrund for den person i Carlsberg Danmark, som nu bærer titlen “salgs- og marketingdirektør”. Over sig har han en adm. dir., der er cand. merc. i økonomi.

Først nede i tredje geled vil man finde en marketing-mand – i øvrigt på niveau med cheferne for henholdsvis off- og on-trade – d.v.s. Horesta-segmentet og detailhandlen.

Således ser organisationen ud efter, at Carsten Thomsen blev udnævnt til salgs- og marketing-direktør under adm. dir. Jesper Jørgensen. Carsten Thomsen kom fra et job som chef for off-trade, og var således ligestillet med marketingdirektør Morten Hjorth. Begge refererede til Jesper Jørgensen, men Morten Hjorth sagde nej tak til et job som marketingchef under Carsten Thomsen.

På den måde bærer den nye organisation ved til diskussionen om marketings placering i virksomhederne. Det hævdes af mange, at marketing taber terræn i forhold til topledelsen. For bureauerne er perspektivet, om de igennem deres daglige kontakt er længere væk fra de reelle beslutningstagere, og for en brand-drevet virksomhed som Carlsberg Danmark, er det så ikke mærkeligt, at marketing rykker ned i hierarkiet?

Ikke hvis man spørger Jesper Jørgensen.

“Nu har jeg selv været i Carlsberg i 13 år, og Carsten Thomsen har bl.a. været adm. dir. i Kraft, så uden erfaring med marketing er vi ikke. Desuden er jeg direktør for en bryggeri-virksomhed, men jeg er ikke brygger, så man kan ikke stille tingene op, som du gør. Vi har 20+ mennesker i marketing, så vi har de bedste kompetencer på området, marketingcheferne kommer til at deltage i hver tredje direktions-møde, og jeg deltager selv også i nogle af bureau-møderne. Så marketing får i høj grad mulighed for at gøre sig gældende.

Udfordringen er reelt en helt anden – vi bruger mange penge på at udvikle mærker, men de skal altså også ud over disken. Derfor har vi i flere år arbejdet på at få revet siloerne ned og få hele virksomheden til at arbejde sammen på tværs. Det er den måde, hvorpå vi bedst udnytter de hestekræfter, der ligger i mærkerne, men det har hidtil været vanskeligt at få samlet de forskellige kompetencer, og derfor har vi ikke fået den værdi ud af investeringerne, som vi burde. Det er baggrunden for organisationsændringen”, siger Jesper Jørgensen og tilføjer:

“Vi er en FMCG-virksomhed, og her er udfordringen grundlæggende at få salg og marketing til at hænge sammen”.

Han understreger samtidig, at Carlsberg Danmark samtidig arbejder tæt sammen med hovedkontoret for Carlsberg Group om både mærker og innovation.