Sponsoraktivering blev viralt hit. Men det bør følges op

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Emirates har postet store summer i sponsorater – men har ikke brugt dem til ret meget. Det er nu lykkedes – men skal helst gå videre end en event.

Store firmaer poster milliarder i sponsorater – men det lykkes ikke altid lige godt med at aktivere dem ud over at være synlig med sit navn.

Flyselskabet Emirates er en af dem, som godt kunne have gjort mere ud af bl.a. deres mange stadion-sponsorater. I hvert fald, hvis man spørger Keld Strudahl, der har en mangeårig erfaring med at håndtere Carlsbergs sponsorater, og som i dag er selvstændig marketing-rådgiver.

Men det er der blevet lavet om på nu. I sidste uge var det i flere dage svært at åbne Facebook uden at støde ind i en film for Emirates, og Keld Strudahl er selv en af de mange, der har delt den.

Grundideen er, at man har taget sikkerheds-seancen fra en flyver og overført den til Benficas stadion med over 60.000 tilskuere. En gruppe stewardesser giver publikum “instruktioner” op til kampen, og den lille film er blevet voldsomt populær. Visninger på Facebook nærmer sig 7 mio. og delinger skal tælles i mindst 50.000.

Keld Strudahl er – næsten – uforbeholden i sin ros.

“Det er en rigtig god ide og en rigtig fin film. Den er godt udført og der er stor relevans til produktet. På den anden side kan man også sige, at det var på tide, at Emirates gjorde noget for deres mange sponsorater og især stadion-sponsorater,” siger Keld Strudahl.

Han kan godt være i tvivl om sammenhængen mellem målgruppen – Benfica fodbold-fans – budskabet – men det råder den virale succes bod på.

Når han ikke er helt uforbeholden i sin ros, så skyldes det, at han godt vil se lidt mere.

“Det her er en event – den er rigtig god og er klart i den rigtige retning for Emirates. Men foreløbig er det kun én event. Hvis de skal løfte sig rigtig op, så skal de evne at gøre det til et koncept, der løbende kan aktivere sponsoratet. Jeg tror, mulighederne er der, og at det ikke kun er en one off – men det bliver bliver spændende at følge,” siger Keld Strudahl.