Store mængder smileys og likes præmieres med 500 kg chokolade

Peter Engholm
25@mail.dk

Anton Berg fylder snart 130 år, men manden selv er ikke til stede til at dele ud. I stedet måler brandet danskernes digitale generøsitet – og kvitterer med et halvt ton chokolade. Tre bureauer er involveret.

Like, 🙂 og ’optuuuur’ dig til at dele chokolade ud på vegne af afdøde Anthon Berg.

Sådan lyder opfordringen fra chokoladebrand, der nu tager den digitale puls på, hvor generøse, vi i grunden er. Og de mest generøse får lov til at dele fødselsdagschokolade ud.

App’en, The Generous Birthday Stand Ins, lanceres i dag, og i løbet af de næste tre uger bliver de generøse uddelere fundet.  

Anthon Berg fylder 130 år den 7. april. Og når man har fødselsdag deler man ud – i skolen, børnehaven, på arbejdspladsen. Man får ofte gaver, men lige så ofte er man generøs og glæder andre med gode sager.

Denne del er central, når man som Anthon Berg er kendt for sin generøsitet og kreative måder at sprede den på. Derfor skal i alt 500 kilo chokolade nu deles ud til danskerne – med danskernes egen hjælp, da hr. Anton Berg ikke længere selv lever.

Kun de 130 mest generøse personer udvælges til at forsøde deres omgivelser – ud fra hvor generøst man har opført sig på Facebook.  

’The Generous Birthday Stand Ins’ scanner folks Facebook-adfærd for over 700 superlativer, komplimenter, likes, shares, blink, smileys etc. ud fra den antagelse, at jo bedre man er til at sprede god karma til sine venner og bekendte, des mere generøst et væsen er man.

”Facebookhilsner har efterhånden overtaget kortene i postkassen til ens fødselsdag – for ikke at nævne telefonopkaldene og endda også sms’erne. Helt i tråd med den foryngelse vi er i gang med hos Anthon Berg, har vi flyttet vores fødselsdagsfejring over på de sociale medier,” siger Rikke Crown, der er Senior Brand Manager hos Anthon Berg.

Hun fortsætter

”Vi bliver glade, når folk poster, liker og komplimenterer på vores væg – og det har vi lyst til at præmiere.”

Robert/Boisen & Like-minded står bag konceptet, Molamil bag teknisk platform, og Essencius bag PR og Facebook-eksekvering.

Tidligere har Anthon Berg spredt generøsitet via The Generosity Express, The Generous Upgrader, The Generous Store, Generosity Hunt, Den generøse talerstol, Danmarks største valentinskort og en kysseflashmob i Københavns Metro.