Succes-kunde skal have nye bureauer

Peter Engholm
25@mail.dk

Forsvarets Rekruttering har høstet et hav priser og har et årligt budget på 8-12 mio. kr. – et budget, der gerne skal hurtigt i spil. Nu er man på jagt efter to bureauer.

I aften, den 27. maj, uddeler Posten sine årlige DM-priser. Sidste år vandt Forsvarets Rekruttering hovedprisen, Direct Marketing Prisen. Den forsvares (undskyld) ikke i år, men Forsvarets Rekruttering har i dén grad været synlige ved danske awards – ikke kun fordi kunden tropper op i uniform, men fordi man har vundet priser ved DM-dagen, DIA og True Award, hvor Forsvaret forrige år blev Årets Annoncør. Dertil kommer nomineringer ved Rambukken og Danish App Awards.

Bureauerne har været RelationshusetGekko og Public samt Mediacom. Men nu skal Forsvarets Rekruttering på ny bureaujagt.

”Det nuværende udbud har kørt i længst mulig tid – 2 år og forlænget to gange á 1 år – og forlængelsen skyldes naturligvis, at samarbejdet har været godt. Vi har haft succes med vores kommunikation, men nu skal vi efter reglerne i udbud igen,” siger Anders Christian Bech, der er chef for Rekrutteringssektionen i Forsvaret.

Udbuddet omfatter en rammeaftale delt i to delaftaler, hhv. reklameydelser og medieydelser. Tidligere på måneden var der deadline for at anmode om at komme i betragtning. Anders Christian Bech er ikke specielt meddelsom med detaljerne i udbuddet – ikke fordi det er militærhemmeligheder, men fordi EU’s udbudsregler er restriktive.

”Jeg kan ikke oplyse, hvor mange bureauer, der har anmodet om prækvalifikation, men jeg kan sige, at det er et stærkt felt. Vi har udkig efter et fullservice-reklamebureau – alternativt et konsortium – der skal være vores leadbureau. Dertil kommer et mediabureau.”

Budgettet er på 8-12 mio. kr. – om året. Erfaringsmæssigt går ca. halvdelen til strategisk-kreative ydelser og ca. halvdelen til indrykninger.

Og det er et budget, der i øvrigt gerne skal bringes hurtigt i spil. Anders Christian Bech oplyser, at samarbejdsparterne i det nye udbud er fundet i det tidlige efterår.

”Vi forventer, at op til 8 bureauer/konsortier bliver inviteret til at afgive et tilbud. Og når vinderne er fundet, så sætter vi foden på speederen. Vi skal rekruttere til den nye officersuddannelse, så når strategien er på plads, så tager vi hul på de konkrete opgaver,” siger Anders Christian Bech.