GoMore startede som et fritidsprojekt, men er i dag blevet et site med 800.000 brugere, 30 ansatte og 20 mio. i venture-kapital.
Det er en helt anden situation, og hos Gomore nåede man frem til, at man havde brug for et visuelt symbol, som eksternt kunne visualisere GoMores identitet ved at skabe associationer til virksomhedens værdier og samtidigt skabe genkendelighed. Derfor henvendte man sig designbureauet IDna Group.
Men man fik ikke bare et visuelt symbol med hjem – for et symbol kræver selvsagt, at man er knivskarp på sin identitet. Og derfor er der nu indledt et bredere samarbejde.
”Jeg oplever vi har en stærk identitet hos GoMore, i kraft af vores historie og stærke værdier, men vi har aldrig aktivt defineret– eller arbejdet med at få den i spil. Det er selvfølgeligt klart, at skal man udtrykke sin identitet – også eksternt – er man nødt til at kende den i hele virksomheden,” siger CMO, Mikkel Marius Winther, og fortsætter:
”Der hvor IDna Group fangede vores opmærksomhed var i deres tilgang til identitet. For IDna Group er identitet et ledelsesværktøj. Det betyder, at din identitet bruges strategisk til at skabe resultater, samtidig med at identiteten bliver en rettesnor for beslutninger og handlinger. Og netop det at have en klar rettesnor i en virksomhed som GoMore, hvor alting går rigtigt stærkt, giver rigtigt god mening for forretningen.”
GoMore blev startet i 2005, af Matias Møl Dalsgaard og Søren Riis, mens de studerede filosofi i Tyskland. Sitet eksisterede i en årrække som fritidsprojekt, men i 2011 blev Lasse Gejl og Jacob Tjørnholm partnere, og gomore.dk blev relanceret på ny teknologi. I 2013 investerede bl.a. Jesper Buch i GoMore, og teamet gik på fuld tid.