Thomas Torp forlader Partners

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

I hvert fald som fastansat. I stedet vil han få en mere fri rolle – og frihed til at arbejde for andre.

Da Thomas Torp for fire år siden vendte tilbage til Wibroe, Duckert & Partners efter et par år hos henholdsvis Propaganda McCann og Grey skete det med en bemærkning om, at han måtte indrømme at have fået hjemve.

Og Thomas Torp er da også grundlæggende en Partners-mand. Man skal tilbage til 1996, da han som ung kreativ begyndte hos Partners, og det holdt til 2008, da han skulle checke efter, om græsset var grønnere andre steder.

Nu forlader han så bureauet igen. I hvert fald som fastansat. For han vil fortsat have et skrivebord på bureauet – blot nu i en løsere free-lance rolle.

“Det er en beslutning, vi har truffet i fællesskab, som giver begge parter mere frihed,” siger adm. dir. Louise Knauer og fortsætter:

“Thomas er stadigvæk en Partners-mand. Han er en fantastisk stærk kreativ, der kan nogle unikke ting, som Partners altid vil have brug for. At Thomas nu er freelance giver ham og os nogle ekstra muligheder.”

Thomas Torp var en del af det kreative team samt partner, og han er også glad for aftalen.

“For mig har det handlet om at få de bedste muligheder for at arbejde med det, jeg står for, og det jeg helst vil. Det kan være hos Partners og det kan være hos andre – jeg ser nu mig selv som selvstændig og den frihed har jeg gerne villet have,” siger Thomas Torp.

Louise Knauer kom til bureauet sidste år som afløser for Bjarne Spellerberg Orfelt med den erklærede målsætning, at flytte bureauet i markedet. Man ønsker ikke at forlade bureauets stærke kreative DNA, men fokus flyttes i mere strategisk retning, hvor kreativitet ikke isoleret handler om reklamekampagner.

De store forandringer i bureauet har indebåret oprustning med nye kompetencer – men også nedskæringer i lyset af en skidt økonomisk udvikling. Herudover har en anden kreativ profil, Peter Boye, sagt farvel. Han er gået sammen med Bjarne Spellerberg i et nyt set-up under navnet Boye & Spellerberg, der har fået TDC som kunde.