Nybroe & Brøcker Kommunikation. Ganske enkelt. For bag det nye bureau står Jacob Nybroe og Morten Brøcker – begge mangeårige chefer på TV 2.
Jacob Nybroe er mangeårigt medlem af TV2/Nyhedernes chefredaktion, mens Morten Brøcker er tidligere sous-chef på TV2 / Østjylland.
Bureauet har fokus på fire områder; Strategisk PR-arbejde, Krisekommunikation, Medie- & budskabstræning og Video-PR.
“Verden har aldrig kommunikeret mere. Aviser og fjernsyn er – trods pres – fortsat kæmpestore medier i Danmark. Ligesom nyhedssites og radio. Men oveni ligger så de sociale medier. Det har på den ene side aldrig været nemmere at blive sin egen redaktør. At dele sig selv eller sin virksomhed med omverdenen. Kunstarten er ikke at forsvinde mellem bageopskrifter og kæledyrsopdateringer, hvis man virkelig har noget på hjerte,” lyder det fra de to.
Nybroe & Brøcker vil arbejde ud fra Odense og Aarhus men vil henvende sig til virksomheder i hele landet med særligt fokus på virksomheder, hvis produkter eller holdninger placerer dem i samfundsdebatten.
“Som vi opleverer det næsten dagligt i den aktuelle valgkamp, så har alle andre også fri adgang til at skrive, hvad de vil om dig eller din virksomhed. Risikoen for at havne i en elektronisk shitstorm af halve og hele sandheder har derfor heller aldrig været større, siger Morten Brøcker, mens Jacob Nybroe supplerer:
– På den måde er de sociale medier både en gave og en forbandelse. Og de accentuerer i den grad behovet for et stående krisekommunikativt beredskab. En rådgivning der kan sikre, at virksomheden ikke mister sit kompas midt i en krise. Krisekommunikation er blandt andet det, vi leverer.”