Tøjfolk bag reklamefinansieret iværksættervirksomhed

Pia Osbæck
pia@bureaubiz.dk

Brancheklip: Hummels Christian Stadil og to fra Smartguy står bag ny virksomhed, der tilbyder reklamefinansieret trådløst internet.

Forretninger – og andre erhvervskunder- tilbydes at købe trådløst internet, der finansieres via reklamer.

Det er virksomheden Allunite, der tilbyder erhvervskunder at få installeret trådløst internet for et engangsbeløb på 995 kroner og så er det meningen, at løsningen efterfølgende finansieres gennem reklamer rettet mod virksomhedens kunder.

Det kan f.eks. ske ved, at en restaurantkunde logger på restaurantens trådløse internet og i samme moment får et tilbud om dessert via nettet.

Allunite er stiftet af Kasper Gevaldig og Esben Elmøe, der ifølge Børsen var med til at føre Smartguy på børsen. Desuden er Hummels Christian Stadil med som investor.

Kasper Gevaldig fortæller til Børsen, at løsningen rammer et hul i markedet:

”Stort set alt bliver solgt som en abonnementsløsning i dag, men Allunite er en engangsinvestering. Reklamefladen, der følger med, kan man derefter redigere i til evig tid. Vores omsætning kommer fra, at hver anden reklame, der bliver vist, er ejet af os. Dem kan vi så sælge. Det går faktisk så godt, at vi regner med at breake even allerede i 2014”.

Analysefirmaet IDCs senioranalytiker Anders Elbak ser Allunite som en løsning på lokationsbestemt marketing, der endnu ikke er slået rigtigt igennem i Danmark. Dogn nævner han til avisen, at forbrugerne måske selv har internet på deres telefoner og derfor ikke har brug for løsningen.

”Det har aldrig rigtigt taget fart at reklamere for noget, når folk har været i nærheden af den respektive butik. Det har både været dyrt og besværligt. Umiddelbart virker Allunite derfor som en ganske billig løsning. Men det handler om at få slutbrugerne til at blive ved med at logge på. Mange især i Danmark, har jo mobilabonnementer med rigelige mængder data”.

Allunite er tilstede i seks lande. I Danmark er Irma og Kvickly blandt kunderne.

Børsen Digital, p. 4-7.