Tre bureauer involveret i ny tilbudsavis-ordning

Pia Osbæck
pia@bureaubiz.dk

Efter en lang testperiode er det nu muligt for forbrugere over hele landet at sige nej til tilbudsaviser på nær dem, de aktivt har tilvalgt.

Indtil nu har danskerne skullet vælge mellem at modtage flere kilo tilbudsaviser eller helt at sige nej tak til reklamer.

Det er slut, nu hvor FK Distribution – efter en 9 måneders testperiode i udvalgte områder – ruller NejTak+ ordningen ud i hele landet. Dermed kan man nu selv kan vælge, hvilke reklamer man vil have i postkassen.

”Vi har længe udviklet og forfinet vores reklametilbud til danskerne. Ud over NejTak+ ordningen har vi også minetilbud.dk, der allerede er den største digitale distributør af tilbudsaviser og kataloger målt på antal læsninger”, siger salgsdirektør Lasse Ingemann Brodt fra FK Distribution.

Allerede for et år siden fik FK Distribution foretaget en analyse, der viste, at 40 procent af de husstande, som havde valgt at sige nej tak til reklamer, gerne vil modtage netop de tilbudsaviser, de har behov for.

Kampagnen for at få danskerne til at tage den nye ordning til sig, startede for nylig og vil køre til sommerferien. Det er Ogilvy, der har lavet reklamefilmene (se en af dem nederst) og Maxus, der står bag medieplanen, som foregår på TV, digitalt og på de sociale medier.

Allerede nu er der mere end 100.000 tilmeldinger til NejTak+.

Forbrugerne kan også vælge at modtage digitale tilbud på minetilbud.dk (tidligere minreklame.dk), som netop er blevet relanceret med hjælp fra Pentia.

https://www.youtube.com/watch?v=X8MB8twQk_g