Ungt bureau henter Hjaltelin Stahl-direktør

Peter Engholm
25@mail.dk

Asger Østerbæk stopper hos Hjaltelin Stahl, hvor han er partner og digital kreativ direktør. Et mere rendyrket digitalt bureau kalder.

Think! Digital fyldte for nylig to år, og udviklingen har i dén grad været med bureauet, der er stiftet af en kvartet af eks-chefer fra Creuna.

De 4 stiftere har fået en lang række kolleger. Når Asger Østerbæk tiltræder den 1. maj, kommer bureauet op på i alt 20 fastansatte.

Asger Østerbæk kommer fra Hjaltelin Stahl, hvor han igennem toethalvt år har været Digital Creative Director og – siden sidste sommer – partner.

”Mit  hjerte banker mere for digital strategi og forretningsudvikling end for reklame, og jeg har gennem et stykke tid overvejet at vende tilbage til mine rødder på et rent digitalt bureau. Jeg har derfor takket ja til et job som rådgiver hos Think! Digital, og forlader Hjaltelin Stahl,” siger Asger Østerbæk.

Hos Hjaltelin Stahl er COO (Digital) og senior partner, Thomas Adamsen, helt med på årsagen til afskeden med Asger Østerbæk:

”Asgers DNA er nok mere digital struktur og forretningsudvikling end kampagner og ideer, så på dén baggrund giver det god mening for Asger at vælge et mere klassisk digitalt bureau. Vi søger nu i stedet en Digital Creative Lead til Hjaltelin Stahl og benytter således lejligheden til at gasse yderligere op på det rent digitalt kreative.”

Antallet af partnere i Hjaltelin Stahl er nu ni – og partnerprogrammet, med at tilbyde nøglemedarbejdere optagelse, fortsætter uforandret.

Hos Think! Digital er Klaus Silberbauer, partner og kreativ direktør, glad for at ”kunne tiltrække en kapacitet som Asger” og uddyber:

”Han har stor indsigt i koncept- og designprocesser, og med en fortid hos DesignIt, Zupa og Hjaltelin Stahl bibringer han mange års bureauerfaring. Ikke mindst er han tændt af den samme digitale ild som os.”

Hvilken slags ild er det?

“Det er forståelsen for, at den digitale transformation griber dybt ind i virksomhedens værdikæde. Den digitale kundeoplevelse skal betragtes som et strategisk værktøj for at kunne give det reelle bundtræk, der kan skabe forandring. Man må derfor tænke organisation og strategi med fra starten – også for at sikre CEO’s bevågenhed,” siger Klaus Silberbauer.