”Epic Split fra Volvo Trucks er den bedste kampagne, jeg har set i mit liv. Den er niveauer over alle andre. Og så er det en BtB.”
Thomas Hoffmann, kreativ direktør i &Co, vandt ved Eurobest selv Grand Prix med Made From Cool-filmene. Men ved VM, Cannes Lions, har juryen altså valgt en værdig vinder i Epic Split, mener han.
Det skete lørdag aften i Cannes, hvor der blev uddelt Grand Prix i i festivalens oprindelige disciplin, Film Lions.
Der blev uddelt to Grand Prix’er – Harvey Nichols vandt ”Sorry I spent it on myself” i kategorien tv-reklamefilm – og var samlet set den store vinder i Cannes. Se den særskilte omtale.
Volvo Trucks fik Grand Prix som bedste internet-film for “The Epic Split”, der er lavet af Forsmann & Bodenfors i Göteborg, og hvor Jean-Claude Van Damme viser sig frem, stående i split mellem to Volvo-lastbiler.
En film, der kan give både kuldegysninger, stå-hår på armene og en stille undren over, hvordan det dog kan lade sig gøre at reagere så stærkt på en reklame for en svensk lastbil.
Jurymedlemmet Al Mosely, der er President og Chief Creative Officier i 180 Amsterdam, siger:
“Den film har alt. Den rammer følelser med et enormt emotionelt punch, men meget mere end det så rammer den også et niveau med spirituel meditation – og så leverer den en produkt-message. Det er uden diskussion den mest succesfulde film i de seneste 12 måneder og den helt rigtige vinder af vores internet-Grand Prix,”
Han suppleres af det danske medlem af Film-juryen, Katrine Jo Madsen, der er Senior Creative i UncleGrey.
”Volvo er flot indsigt og eksekveret fuldstændigt fejlfrit. Og det er en modig kampagne, der både løser det kommunikationsstrategiske job samtidig med, at produktet ikke bliver glemt. Det gælder også Harvey Nichols-sagen,” siger Katrine Jo Madsen efter at have været igennem de 2.838 indsendte arbejder i Film-kategorien.
Præsidenten for Film-juryen – Amir Kassaei, der er Chief Creative Officer i DDB Worldwide – er helt enig i, at ikke kun modet, men også fokus på kunden og produktet tæller tungt i konkurrencen om den eftertragtede Cannes Lions Grand Prix.
“Det har været et fantastisk år i Film-kategorien. Vi ser mange fantastiske bud på listen, og vi ser en udvikling, hvor teknologien redefinerer filmen. Der er så mange nye måder at fortælle historier på, og kommunikere om produkter.”
Han tilføjer:
”Vores statement er at belønne modet, og at vi altid arbejder for kunden. Alt der her i Cannes handler om marketing excellence. Det handler ikke om at være funky og smarte for vores egen og branchens skyld – det er ikke en kunstfestival. Vores branche er til for at løse problemer for kunden,”
Juryen nævner andre film, der var med i opløbet til Grand Prix-priserne i Film; eksempelvis Nike, Old Spice og ikke mindst “Sound of Honda” samt “First Kiss”-kampagnen af Wren.