Video-firma finder ny chef hos Advice

peng

For nylig ansatte 23 en ny landechef for Danmark og en ny marketingchef. Nu har virksomheden hentet en Digital Director hos Advice til en stilling som landechefernes chef.

23, der bistår virksomheder og organisationer med at bygge eget videosite og producere web-tv, henter for anden gang på kort tid en digital leder på et bureau. Den nye landechef, Christian Meldgaard, kom fra en stilling som Head of Digital hos e-Types, og nu følger Katrine Thielke, der bliver Head of Markets – altså en slags landechefernes chef. De seneste otte år har hun været hos Advice – bl.a. som Head of Digital og Social, og senest som Digital Director.

”Det er en fantastisk mulighed at skifte fra bureauverdenen til tech. Der er masser af ligheder, da både 23 og Advice, som jeg kommer fra, laver noget, der forandrer den måde virksomheder og organisationer kommunikerer på. Den store forskel er, at jeg nu skal arbejde med ét produkt. Det glæder jeg mig til,” siger Katrine Thielke og tilføjer:

”23 er ikke bare et teknologiprodukt. Det er en tilgang og et redskab for virksomheder til at komme i øjenhøjde med deres omverden. Det er det visuelle og det menneskelige, der mødes.”

23s adm. direktør, Ditte Wulf, ser ansættelsen af Katrine Thielke som en styrkelse af selskabets kompetencer inden for strategi og analyse. 

For nylig ansatte 23 også en ny marketingchef – Jon Nedza, der før var marketing projektleder i Huset Markedsføring. Han har fået ansvaret for at markedsføre 23 i Danmark, Sverige og Norge.

Han har proklameret, at 23 øger sin markedsføring ”gevaldigt fremadrettet”, bl.a. som mediapartner på Roskilde Festival.

Oprustningen fortsætter også på medarbejderniveau, idet 23 forventer at få yderligere syv medarbejdere på plads inden sommerferien.

Kundelisten tæller bl.a. Carlsberg, Tryg, ISS, Vestas og Arla. Ejerkredsen tæller bl.a. CTO Steffen Christensen og Thomas Madsen-Mygdal.