Voteman er ikke den eneste virale reklamekampagne, der har givet problemer for afsenderne.
VisitDenmarks reklame for nogle år siden med en kvindelig skuespiller der udgav sig for at være 27-årige Karen, der ledte efter faren til sin søn, kom i modvind og senere forlod den daværende direktør i VisitDenmark sit job.
Tidligere i år blev to medarbejdere fra Just Eat fyret efter et opslag på Facebook i forbindelse med mandhøjtiden: ’bøf og blowjobdag’, skriver Jyllands-Posten.
”Det er helt klart, at den ønskede effekt har været at brænde igennem med et budskab. Fælles for de tre eksempler er, at man har fejlvurderet, hvor meget man egentlig kan pisse folk af”, siger managing director Christian Strand fra mediebureauet IUMs digitale bureau Marvelous.
Problemet med Voteman kampagnen er ifølge Christian Strand, at den er for provokerende og kontroversiel for en afsender som Folketinget.
”Nogle reklamefolk vil argumentere for, at al omtale er god omtale, men jeg er ikke så sikker. Folketinget står for nogle bestemte værdier og de bør være klar over, at når man sætter en film i omløb, kan den ikke bare trækkes tilbage. Når først man har trykket på knappen, så starter lavinen”, siger Christian Strand til Berlingske.
Selvom lektor og ph.d, Richard Jones fra Copenhagen Business School undrer sig over, at man ikke har overvejet, hvem der ser filmen og hvem man selv er som afsender, afviser han at Voteman nødvendigvis er en fejltagelse:
”Vi kan i hvert fald sætte flueben ud for, at den har fået folk til at tale om valget, og hvis den også får folk til at stemme, er den på sin vis en succes. Desuden skal man ikke undervurdere, at filmen også på langt sigt kan være med til at puste lidt af støvet af Folketingsets image. Og det kan vare meget længere end harmen lige nu”.
Jyllands-Posten Lørdag, p. 6-7