Zupa bag ny brandplatform og ny film for FOA

Peter Engholm
25@mail.dk

Og man er kommet godt fra start. Filmen er på kort tid blevet vist 130.000 gange. Se filmen her.

Zupa har det seneste år bistået fagforeningen FOA med bl.a. en rekrutteringskampagne og en mere politisk orienteret kampagne, der fokuserede på velfærd under overskriften ’Det rigtige valg’ op til valget.

Men den helt store opgave – og dét, Zupa blev valgt til umiddelbart oven på skilsmissen fra Recommended for et år siden – har været at udvikle brandplatformen og en ny kampagne.

Den foreligger nu og har titlen ”Det du gør” – og den er kommet godt fra start: Kampagnens omdrejningspunkt er en 30 sek. film, der er bygget over en kendt remse. På Facebook er filmen på under en uge blevet vist over 130.000 gange og delt godt 2.000 gange.

”Jo bedre vi forstod organisationen og den viden, FOA og LO har om deres medlemmer og potentielle medlemmer, des klarere blev det, at fællesskabet – og den styrke det repræsenterer – fortsat er den vigtigste drivkraft for både eksisterende og potentielle medlemmer,” siger Jesper Thomsen, partner i Zupa og tilføjer:

“Den første kampagne baseret på den nye brandplatform, handler om anerkendelse og er forankret i en medlemsundersøgelse udført af LO, der bl.a. konkluderer, at ansatte i fag, der organiseres af FOA, ikke føler, at deres job bliver tilstrækkeligt anerkendt i andre dele af befolkningen.”

Om kampagnen og platformsarbejdet forklarer marketingansvarlig i FOA, Pia Harbo:

”Da vi briefede Zupa på opgaven, var vi godt klar over, at der var mange krav til eksekveringen. Vi ville gerne bredt ud med vores nye platform og brandløfte, og samtidig skulle kampagnen handle om noget så svært håndgribeligt som anerkendelse – og så havde vi et konkret ønske om at bruge vores medlemmer i selve eksekveringen.”

Ud over eksponering på digitale og sociale platforme vil filmen også være at finde i landets biografer de næste 4 uger. Indsatsen for anerkendelse vil ligeledes involvere en løbende dialog via Facebook samt aktivering af en række af FOA’s egne medier.

Ud over det succesfulde samarbejde med FOA kan Zupa også skrive LO’s fordelsprogram, LO-Plus, på kundelisten. Samarbejdet har indtil videre resulteret i en større TV-drevet kampagne, og for tiden er parterne i gang med at optimere LO Plus’ digitale tilstedeværelse.